Slibning: det trin, de fleste springer over

Slibning er langsomt, støvet og usynligt, når det er gjort godt. På vores værksted tager det mere tid end noget andet trin, og det er det trin, vi mindst af alt ville have, at nogen skyndte sig igennem.

Derfor betyder det noget for sikkerheden

En finish følger overfladen under den. Hver ridse, hver udrevet fiber og hver rejst fiber bliver til en dal, som belægningen skal bygge bro over. Det er dér, forseglingen sandsynligvis er tyndest, og dér, den først vil svigte. En glat overflade nedenunder betyder en jævn, sammenhængende forsegling ovenpå.

Vores progression

Hver kornings eneste opgave er at fjerne ridserne fra den forrige. Springer du et trin over, bliver de dybere ridser siddende, bare poleret over. Det her er den progression, vi bruger:

120 → 180 → 240 → 320 → 400 → 600 → 800 → 1000, derefter finere slibemidler og polering til de tætteste træsorter.

Mellem korningerne stopper vi drejebænken og tjekker i lavt, skråt lys, som afslører hver eneste tilbageværende ridse. Derefter tørrer vi stykket af, så grove korn ikke kan forurene de finere trin.

Rejsning af fibrene

Efter de mellemste korninger fugter vi overfladen let og lader den tørre. Løse fibre rejser sig, og vi sliber dem af, så de ikke kan rejse sig senere under finishen.

Derfor går vi til korn 1000+

På det tidspunkt føles det ubehandlede træ allerede næsten som glas, før nogen belægning kommer på. Finishen skal så kun beskytte overfladen, ikke fylde den ud. På et tæt træ som ibenholten i vores Nocturne bliver resultatet en ægte spejlpolering.